Lapning af neoprenwaders
Når vandet blot siver langsomt ind, er der tale om et lille hul, og så kan det være lidt vanskeligt at finde stedet hvor vandet trænger ind. Små huller i PVC waders kan findes ved at holde en kraftigt lysende lommelygte inde i vadebukserne i et helt mørkt rum. De små huller kan repareres med en speciel PVC lim eller med AquaSeal. Er der tale om større huller, eller flænger, så repareres der med en lap og gerne på begge sider af stoffet. Det er noget vanskeligere at lokalisere huller i neopren-waders. Det er desværre ret almindeligt at der er små utætheder i et par waders, og til en vis grænse kan man da også leve med det. Men det kan snart udvikle sig, så der trænger så meget vand ind, at det bliver ubehageligt ... og så skal vadebukserne lappes. Små huller i neopren-waders kan være meget vanskelige at finde. Løsningen kan være at smøre AquaSeal over et større område. Lim på bagsiden, så ses reparationen ikke, og den sidder bedre beskyttet.Små huller i neopren-waders findes bedst ved at puste dem hårdt op med en støvsuger. 
De større huller finder man nemt, men små huller i neoprenwaders kan være svære at lokalisere. Her er en metode. Sæt en støvsuger eller en kompressor til at blæse. Stik slangen ned i vadebukserne. Det er nødvendigt at surre stramt omkring slangen, for at den skal blive hvor den er. Tænd støvsugeren og lad den køre. Vadebukserne bliver nu pumpet hårdt op.

På forhånd ved du nogenlunde i hvilket område dine neoprenwaders er utætte. Tag nu med en finger og smør opvaskemiddel ud på overfladen ... så snart du kommer opvaskemiddel på et utæt område afslører sæbeboblerne de små huller.

Nu vil det letteste være at mærke hullet af på bagsiden. Stik f.eks. en knappenål igennem og mærk området med en tuschpen. Nu kan man straks dække området med LiquiSole eller AquaSeal. Denne type lim er eminent til dette brug. Den hærder i løbet af nogle timer, men den vil forblive elastisk. Samtidig binder den rigtig godt, og lapningen er meget holdbar. Limen kan købes i de fleste grejforretninger eller hos farvehandlere.


© Copyright. Fotos, illustrationer og tekst fra disse sider, må ikke kopieres og benyttes uden Niels Vestergaards samtykke. |